Siden sin første udsendelse til Afghanistan i 2011 har Martin Bjarnø Hansen haft symptomer på PTSD. Først i 2021 blev han diagnosticeret. Det har medvirket til depression og stress for hans kone, Cæcilia Kjer Hansen, der har måttet kæmpe for forholdet og familielivet uden at vide, hvad der var galt, og hvor der var hjælp. 

Af Markus Valentin og Anders Jønsson

Det er dag. Det er aften. Det er ligegyldigt. Cæcilia og Martin Hansen sidder i deres køkken nær Viborg. De ænser ikke deres omgivelser. Deres sfære dækker kun over de to stole ved køkkenøen. »Alt virker håbløst,« siger hun. Hun er lige gået ned med depression og stress. »Ja, det er håbløst, og det bliver ikke bedre,« siger Martin og bevæger sig væk fra samtalen for at lukke sig inde i et værelse for sig selv. 

Han har PTSD fra sin tid i Afghanistan, men han ved det ikke endnu. Året er 2020. Et halvt år før det sammenbrud, der får Martin til at indse, at han har PTSD.

En romance gennem telefonen

Cæcilie mødte Martin i 2013, to måneder før hans anden udsendelse til Afghanistan. På det tidspunkt boede hun på et værelse i Aarhus på Skjoldhøjkollegiet. Hun havde et fast skema med undervisning, faste aftaler som madklub på kollegiet, træning med veninderne, men vigtigst af alt en aftale med Martin kl. 17 hver aften. 

Her lå hun på sin seng med en gammel rød Nokia på brystet. Hvis hun havde timet det rigtigt, havde hun lavet aftensmad, som hun sad og spiste imens. Det forstyrrede lyden så meget, at Martin en dag i Afghanistan bestilte et headset over nettet til hende, så hun kunne spise og snakke, uden samtalen blev forstyrret af tallerkenernes klirren. Selvom de begge mener, at de kun var venner dengang, så talte de sammen i tre timer hver aften. 

»Jeg tænkte rigtigt meget på Martin. Nogle dage kunne han ringe og sige, at han nok ikke kan tale i noget tid, og så blev jeg helt vildt nervøs for, om der skete ham noget. Jeg havde mareridt, hver gang jeg vidste, at han var uden for lejren. Hvis ikke han ringede, tænke jeg på ham i en kiste.«

Symptomerne kommer snigende

Parret var begge i midten af tyverne, og da Martin vendte hjem, flyttede de sammen nær Viborg. Symptomerne fra PTSD’en påvirkede deres liv på flere måder. Martin havde svært ved at være til stede med familien. De daglige pligter stod Cæcilia som udgangspunkt for, også når de med årene blev forældre til to børn. Hvis der blev tabt en genstand på gulvet, gik han i kampberedskab. Indtrykkene og signalerne fra hjernen kom som maskingeværskud, han ikke kunne kapere. Det gjorde at han ofte trak sig ind på et værelse for sig selv i flere timer af gangen. 

En dag, hvor de havde fundet tid til sig selv, havde sygdommen været med som ubuden gæst. I deres ufærdige køkken havde de planlagt en aften med vafler og is uden børnene. Martin havde glædet sig. Cæcilia havde glædet sig. Intet kunne ødelægge aftenen – lige udover at vaflerne brændte på. Martin eksploderede og råbte ad Cæcilia. »Det er fandme utroligt, at hun ikke kan styre noget så simpelt som vafler,« tænkte han. Hun fandt sig ikke i det, og råbte tilbage. Til sidst gav Martin op, og sagde tak for i aften.

I 2015 besluttede Martins forældre, der dengang boede i Qatar, at holde jul i Danmark. Her oplevede de, at han brugte det meste af tiden på sit værelse og kun kom ud, da de tvang ham. Cæcilia stod alene med en otte måneder gammel søn og en ny hundehvalp. Det er først, da Martins mor fik indblik i deres hverdag, at det gik op for Cæcilia, at alt ikke var som det burde være i deres forhold. Dog går der yderligere fire år og otte måneder før samme klarsyn rammer Martin.

Nedsmeltning på glædesdag
Det er august 2020, og én af Martins gamle soldaterkammerater skal giftes. Udendørsvielsen i præstegården er rykket videre til den lokale kro, hvor de vælter sig i fin mad og god vin. Talerne går på tur, og de når til brudgommen. Verden lukker sig om Martin. Brudgommens tale handler ikke om sin nye hustru, men om det traume han og Martin bærer hver dag. Han taler om, hvordan han altid er kampberedt, hvor meget konen har skulle gøre for at hjælpe ham med alt fra børnene til de huslige pligter. Det bliver mere og mere rammende, men den eneste forskel er, at brudgommen har PTSD, og det har Martin ikke.

På vej hjem fra brylluppet kører Martin på motorvejen. Det bimler og bamler i hans hoved, og han begynder at hallucinere. Familiebilen bliver forvandlet til en pansret mandskabsvogn. Han befinder sig i Danmark, men alle hans sanser er tilbage i Afghanistan. Da han kommer hjem, står Cæcilia i deres køkken og smører rugbrødsmadder til børnene. Han omfavner hende, i hvad Cæcilia beskriver som verdens længste kram. »Jeg tror, jeg har PTSD,« siger han. Solen skinner ind i køkkenet på parret og glædestårerne på Cæcilias venstre kind. »Det tror jeg også,’ svarer hun.« Nu får de et sprog til at beskrive deres problemer med.

Militært svigt

I dag sidder Cæcilia i Viborg ved sit spisebord. Hun tager en dyb indånding, før hun lader sine tanker om forløbet med Martins PTSD og hendes egen nedtur med depression og stress komme til udtryk. Hun tænker tilbage på, hvad forsvaret kunne have gjort for, at hverken hende eller Martin skulle stå i hvert deres sammenbrud før de fik hjælp og støtte. 

»Jeg synes at forsvaret har svigtet ham,« fortæller hun.

»Jeg er ikke sur over, at der ligger et ansvar på familien. Jeg er sur over, at jeg ikke blev gjort klar over det. Hvis jeg vidste, at jeg skulle opfange signalerne, så ville jeg have det okay med det. Så kunne jeg kigge efter det, og så havde det ikke udviklet sig så meget. Det er urimeligt overfor ham og hans børn, overfor mig og hans familie.«

Når danske soldater vender hjem fra udsendelse, skal de udfylde et spørgeskema om, hvordan det står til med deres hverdag og psyke, og et år efter skal de til en individuel psykologsamtale. Det er ifølge Martin og Cæcilia problematisk, da der er soldater, der gerne vil fortsætte en karriere i forsvaret. Martin fortæller, at det er almindeligt, at der pyntes på virkeligheden, i frygt for at blive erklæret uegnet. Her ser Cæcilia gerne at partneren bliver inkluderet i den proces. 

Den kritik nikker formanden for Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Pedersen, genkendende til. Han mener, at forsvaret mangler en kommunikationsplatform til at nå ud til veteranernes partnere ét, fem, og ti år efter udsendelsen. Hvis man sender en indkaldelse om et informationsmøde om PTSD i e-boks til veteranen, er det ikke sikkert, at veteranen vil være motiveret til at dukke op eller tale med sin partner om det, hvis ikke han selv mener, han har et problem. 

»Forsvaret laver en før, under og efter (samtale), hvor soldaterne tænker ‘det er jo aldrig mig, der får de symptomer,’ så dem noterer de sig ikke. Forsvaret mangler at tage ansvar for de veteraner, der måske nu er på deres tredje hustru siden udsendelsen. Dé pårørende har de samme problemer som Cæcilia.«

I et skriftligt svar fra Veterancentret, der hører under Forsvaret, skriver de:

»Vi er afhængige af, at soldaterne er ærlige om, hvad de oplever. Heldigvis er det ifølge vores opfattelse ikke længere tabuiseret, som det måske var, hvis vi går ti år tilbage, at tale med en psykolog. Soldaterne undervises i operativ stresskontrol, og får en guide, de kan have i deres uniformslomme, så de kan genkende tegnene og reagere på dem.«

Tilbage ved spisebordet i Viborg sidder Cæcilia med guiden i hånden. Den kom Martin hjem med og satte på køleskabet før han blev diagnosticeret. Hun kunne ikke bruge den til noget dengang, da det var svært at skelne mellem, hvor symptomerne startede og Martins personlighed begyndte.

»Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne bruge den til noget, når der ikke er nogen form for undervisning eller yderligere forklaring om guiden.«

En familie i behandling

Martin og Cæcilia er begge i psykologforløb gennem veterancentret. Martin har trukket sig ud fra sit værelse, både ud til familien og ud i den større verden. Gennem et tiltag i Viborg kommune mødes han ugentligt i en Tipi sammen med andre veteraner. Her taler de om stort og småt over en bålplads i midten. Cæcilia føler, at der mere kontrol over hverdagen, og nyder endelig at se fremskridt. 

Familien overvejer at skrive en pjece til andre pårørende. Et værk som giver den information og de redskaber, de selv gerne ville have haft, videre til folk, som kan drage nytte af det. 

Sygdommen vil sikkert aldrig forsvinde, men dag for dag lærer de mere om, hvordan man lever med den.

»Jeg tror og håber, at vi står et sted, hvor PTSD’en er en følgesvend, man har lært at leve med, mere end en commander.«

​

Muslimske stofbrugere er underrepræsenterede i danske misbrugscentre, fordi de kommer fra et miljø, hvor ære, ry og stolthed fylder en del. Kulturen er med til at bidrage til alternative løsninger i stedet for behandling, herunder ægteskab, genopdragelseslejre og vold.

Anders Jønsson og Ikran Abdi Aziz Mohamed

Yasin Yildiz befinder sig på Istedgade i indre København endnu engang. Hans blik er søgende. En mand runder hjørnet. ’Er det nogen, jeg kender?’ spørger han sig selv. ’Kender de mon far?’. Han bliver paranoid, for det er vigtigt, at han ikke bliver set her. Ikke mens han er på den forbudte gade. Ikke mens han er i gang med at ryge det giftige, hvide stof. For der er meget på spil. Familiens ry, deres ære og deres stolthed. 

​

46-årige Yasin Yildiz er én ud af flere muslimer, som er en del af et større mørketal. Der findes nemlig ikke håndfaste oplysninger om, hvor mange muslimer der er i behandling på de danske misbrugscentre. Mange registrer hverken etnicitet eller religion.

I et forsøg på at komme lidt tættere på nogle konkrete tal, har vi taget kontakt til politistationer i Danmarks største byer og kontaktet adskillige behandlingscentre. Ud fra det kan vi se, at muslimske stofbrugere fylder i det offentlige rum og i stofindtagelsesrummene i København, men er særdeles underrepræsenteret i landets misbrugscentre.

​

Kulturelle barrierer, manglende viden og en tro hvor misbrug ikke er tilladt, kan være svaret på, hvorfor så mange muslimske stofbrugere vælger behandlingen fra. Ifølge Babar Siddiqi, tidligere misbruger og i dag behandler hos Tjele Orelund i Holbæk Kommune, er den største frygt at ens misbrug bliver afsløret. At ens forældre finder ud af det. For rusmidler er et stort tabu inden for det muslimske miljø.

’Det er jo en af de tre dødssynder, som man altid snakker om inden for islam. Det er rusmidler, sex uden for ægteskab og svinekød,’ siger Babar Siddiqi.

Andre må helst ikke vide, at ens søn eller datter har et misbrug. Man må helst ikke bevæge sig ud for de her rammer, der er sat for én. ’Det er et kæmpe tabu,’ forklarer Babar Siddiqi. Ordet tabu går igen i de muslimske kredse. Der skal helst ikke snakkes om ens barn i den lokale moské eller i den lokale klub. Problemerne skal holdes inden for familiens fire vægge. De skal ikke løses af andre, heller ikke af behandlere.  

​

Alternative løsninger til behandling

’Familien forsøger at lave deres egen hjemmestrikkede behandlingstiltag som indeholder at blive gift, vold eller sendt til hjemlandet i nogle år. Der er mange strategier,’ siger Babar Siddiqi.

Mohssin Arrakha, som er leder og mentor i konsulent- og mentorvirksomheden Tiponi, har også før stødt på muslimske familier, som finder alternative løsninger.

’Du skal bare giftes,’ siger de, ’så får du det godt, så kan du godt tage dig sammen.’ Altså, hvilket pres er det at ligge på et andet individ?,’ spørger Mohssin Arrakha undrende.

’Det skyldes den manglende viden om, hvad der egentlig sker, og hvad for nogle tilbud der er derude,’ siger han.

I et desperat forsøg på at ’behandle’ Yasin Yildiz, valgte hans far og bror at slå ham for derefter at låse ham inde på hans værelse.

’Min storebror har indespærret mig på et værelse og holdt vagt. Han har sørget for, at jeg fik mad og drikke, men lige så snart jeg fik lov til at komme ud igen, så startede filmen forfra,’ siger Yasin Yildiz  

Efter at familiens ’behandling’ fejlede blev der også diskuteret, om han skulle sendes til hjemlandet, Tyrkiet, i nogle måneder, i håb om at han ville få det bedre. Det blev dog aldrig til noget.

Yasin Yildiz fik det ikke bedre, misbruget voksede sig større og skammen over for sig selv og familien fyldte mere i hverdagen.

​

Inden for husets fire vægge 

At nå et punkt i sit liv, hvor man er helt nede at røre bunden, hvor man dagligt flirter med døden, og hvor man drukner i skammen. Det er noget, de fleste misbrugere kan relatere til uanset etnicitet eller religion. Hvor muslimske stofbrugere skiller sig ud fra andre, er måden, det bliver håndteret på i familien. De forskellige tiltag, der tages. At giftes væk, blive sendt ned til hjemlandet eller at smage enden af en knytnæve. 

​

Flere giftes væk, fordi familien mener, at det giver disciplin. Man har ikke længere tid til stofferne, for nu går alt ens tid til den nye familie. Andre sendes ned til hjemlandet. Det skal fungere som genopdragelse. Men problemet er, at stoffer findes over alt – også i hjemlandet.

’Jeg fandt stoffer overalt, uanset hvor jeg var, jeg har også fundet stoffer i Tyrkiet. Det er ikke noget problem, de er overalt,’ fortæller Yasin Yildiz om sin ferie dernede.

Familiens ære og ry betyder meget i de muslimske miljøer. Kulturen er anderledes. Man vil helst ikke have, at der sladres om ens familiemedlemmer. Derfor forsøger man at rumme alle problemerne i hjemmet.

For mange vil den åbenlyse løsning være at komme i behandling, men manglende viden hos familien og den kulturelle forskel resulterer i at muslimske stofbrugere er underrepræsenteret i landets behandlingscentre. Her kan man stille spørgsmålet, hvorfor søger de ikke hjælp på egen hånd?

​

Familiesammensætningen er bare anderledes hos muslimske familier. Den tilknytning man har til hinanden, gør at ansvarsfølelsen ikke kun placeres på ens egne skuldre, men hele familien.

’Forældrene kan have en meget stor skyldfølelse. ’Er det et eller andet vi eller jeg har gjort, som ikke har været tilstrækkelig. Har vi fejlet i vores opdragelse?’ fortæller Babar Sidiqqi.

Og det er netop derfor, at problemerne løses internt. Fordi at de mener, at de har fejlet, og nu er det deres ansvar at løse problemet. Det skal ikke løses af samfundet.

​

Flere muslimske behandlere kan være en løsning

Blandt behandlerne er der enighed om, hvad det største benspænd er: manglende information. Det er manglende forståelse for sygdommen, og her gør familien, hvad de anser som det rigtige for deres børn. 

Mohssin Arrakha oplever desuden, at etniske danskere er mere åbne om problemet, og at etniske muslimer gør mere for at holde det skjult.

‘Der er en forskel, i form af at forældrene ikke har samme forståelse som etniske danskere, når det kommer til misbrug. Nok fordi at man er mere åbne omkring det. Hvor at man blandt ikke etniske danskere oftest holder problemer inde i familien. Det skal helst ikke bredes ud.’

Den åbenlyse løsning er, at der skal være flere muslimer, man kan spejle sig i. Så man kan se, at andre er gået igennem det samme, og at professionel hjælp er vejen frem. 

​

Yasin Yildiz har selv følt sig alene, og selvom han ikke tager stoffer i dag, kunne han godt have brugt nogen at spejle sig i dengang, og derfor støtter han forslaget.

‘Det er en god ide, fordi jeg tænker, at man vil være et forbillede for dem. For jeg har det sådan, at der er nogle udlændinge, som er misbrugere, som har en del fordomme om det danske samfund og så videre.’ 

Det er bare lidt mere nuanceret end det. På den ene side skal man imødekomme andre etniciteter og religioner, og acceptere at de bærer på problemer som etniske danskere ikke gør. Samtidigt skal man ikke automatisk antage, at en muslimsk behandler vil være bedre. Folk er komplekse, og selvom en muslim bærer familien med sig, er det ikke sikkert, at det er det, der fylder mest for lige dem.

Mohssin er enig i den holdning.

​

‘Det behøver ikke være en muslimsk behandler. Vi skal heller ikke støtte op om, at det kun er Muhammed eller whatever, der kan det her. Jeg har mødt flere etniske danskere, der er langt bedre, end jeg er til mange andre ting, i forhold til at være der for den her sårbare målgruppe. Men der er områder, ja, hvor jeg vil kunne gå ind og gøre det bedre, fordi at jeg kender til kulturen,’ afslutter han. 

​

Fordelen i at møde den samme kultur er tydelig for både Babar Siddiqi, Yasin Yildiz og Mohssin Arrakha. En del af arbejdet er at opbygge tilliden med patienten, og fællesnævneren i kulturen er et stærkt udgangspunkt. Selvom Babar Siddiqi er positivt indstillet og har set folk åbne op for ham på grund af hans baggrund, har han dog også oplevet det præcis modsatte; at folk er blevet skræmt væk.

​

‘Tænk hvis han kender nogle af dem som jeg kender og det kommer til familien, og hvis nu at jeg nogensinde kommer til at sige det til nogen, og så videre og så videre. Der er nogle der holder afstand, af frygt for om de overhovedet kan stole på mig,’ fortæller Babar Siddiqi. 

Etablering af muligt kursus

Babar Siddiqi har en konkret løsning til, hvordan man bedre kan informere de muslimske familier, for mange af problemerne starter der. I 2007 blev der oprettet et kursus, som uddannede nøglepersoner inden for det sundhedsfaglige felt med anden etnisk baggrund inden for afhængighedsproblematikker. Kurset sluttede efter blot otte uger, og han ser gerne, at det oprettes igen. 

​

‘Jeg er helt sikker på, at jeg ville gå den vej. Det er der ikke nogen tvivl om,’ siger Babar Siddiqi. 

​

Anna Overlund, socialordfører i København (SF) ser gerne at problemet undersøges nærmere og at der skabes løsninger der kan favne målgruppen. Dog ser hun ikke nødvendigvis at et ensidigt fokus på religion, som den rette vej, og især ikke i offentlige tilbud. 

‘Det kommer også an på, hvilken rolle behandleren skal indtage. For behandleren skal ikke indtage rabbiner-imam rollen men være behandlere. Er man en autoritet, og har en samtale med udgangspunkt i religion så begynder vi netop at bevæge os væk fra sfæren der hedder offentlige behandlingstilbud. Der er jeg ikke så uenig med lovgivningen i,’ lyder det fra Anna Overlund (SF)

Jens-Kristian Lütken (V) i København borgerrepræsentation er positiv overfor forslaget, og han vil gerne være med til at undersøge det nærmere. 

​

‘Der er meget lidt viden om det, og det er meget tabubelagt. Men da jeg sidder i socialudvalget, kan jeg i hvert fald tage det op, og prøve at finde ud af hvor mange der er. Jeg vil se på, om man ikke skal genoplive den her indsats igen,’ afslutter Jens-Kristian Lütken (V). 

Nyt kapitel 

Yasin Yildiz kigger rundt på Istedgade. Det er første gang, han har været her, i de tre år han har været clean. Som var det stadig rutine, udpeger han misbrugere og pushere, imens han ruller sin smøg. Gaderne er de samme, stederne er stadig fyldte, og desværre er nogle af menneskerne der stadig. Men Yasin er kommet videre, og han bruger sin egen erfaring til at hjælpe andre som behandler på Kongens Ø i det nordlige Sjælland.

‘Jeg synes, det er et meget givende job, det jeg har. Ikke nok med at jeg giver det, jeg har lært videre, men samtidig udvikler jeg også mig på mange områder. Livet… heh, altså at hjælpe andre mennesker, det er sgu pissefedt. Nu har jeg fået noget af samfundet, nu vil jeg gerne give noget igen. Måske min måde at komme igennem det her, ik’ ogs?,’ siger han med et skævt smil. 

I solskinnet og med et smil på læberne, er det svært at se, hvad Yasin er gået igennem – også selvom hjemmerullet til smøgen falder ud af lommen på ham.

… bliver intet det samme som før. Hverken for børnene, der skal skabe deres eget
liv, eller for forældrene, der skal finde ud af, hvad de nu skal stille op med deres.

Anders Jønsson og Elisabeth Lykke Ivens

“Nu skal du lige høre den her sang, inden vi tager af sted.”

Signe og Torben har pakket bilen og traileren, men Torben har en sidste ting, de
skal nå, inden de kører. Han sætter telefonen til B&O-højtaleren, imens Signe
undrer sig over, hvad de nu skal høre. Det er ikke første gang, hendes far spiller
musik for hende.

Harpen lyder ud af højtaleren. Paul McCartneys stemme begynder kort efter:
”She’s Leaving Home”, en sang om en ung pige, der tager hjemmefra uden
forældrenes tilladelse. John Lennon byder ind i omkvædet, som sang han på
vegne af Torben:

“She (We gave her most of our lives)
Is leaving (Sacrificed most of our lives)
Home (We gave her everything money could buy)”

De sidder i stilhed og indtager musikken. De blinker begge ihærdigt tårerne væk,
for ikke at gøre det værre end nødvendigt. Imens leder sangens fiktive forældre
febrilsk efter deres datter:
”Our baby’s gone”
”How could she do this to me?”
“Bye-bye.”
Harpens sidste toner bliver slået an – derefter stilhed.

… er det “vi ses,” og ikke “farvel.”

I stuen i Aarhus V gør familien Tramm klar til at sige farvel til deres sidste barn. Signe er en af de næsten 90.000 unge, der flytter hjemmefra i 2021. Hun skal flytte i kollektiv sammen med en vennegruppe fra højskolen. Familien Tramms præstebolig er med tiden begyndt at føles større efter at Signes to brødre, Peter og Jens, er taget hjemmefra. I morgen vil kun forældreparret Torben og Marian være tilbage.

Sognepræsten Torben og tandlægen Marian mødte hinanden, da de var i starten af tyverne. Halvandet år senere var de gift. I løbet af ni år, voksede familien sig til fem.

Familien Tramm beder sammen, når der skal ske noget stort. De træder ind i stuen for at stille sig i en cirkel mellem sofaen og fjernsynet. Det er en uformel bøn, uden krav. Man siger, hvad man har lyst til og ikke mere. Temaet er altid det samme: Gud er med os. De skiftes til at sige nogle få ord, men ellers nyder de bare stilheden. Nærværet. Med Gud, og med hinanden. 

Næste dag er det kun Signe og Torben, der møder op ved lejligheden på Trøjborg i Aarhus. Marian kan ikke være med, for hun skal på arbejde. Der er allerede gang i flytningen, da de ankommer. 

Torben kender halvdelen af dem, Signe skal flytte sammen med. Det gør ham tryg ved det sted, Signe skal til at bo. Med et hurtigt hej er formaliteterne overstået, og de fortsætter til de vigtige spørgsmål:

“Hvordan får vi sengen op?”

“Tager du fat her?”

Der er ingen elevator, og trappeopgangen er trang. Kun ét møbel ad gangen kan manøvreres op til 5. sal. Mere end ti mennesker bliver de nødt til at koordinere, hvornår der slæbes op, og hvornår man kan gå ned fra taglejligheden igen. Der er ikke meget sniksnak, effektiviteten er i top, og blot halvanden time senere er alle møbler og kasser flyttet ind i deres nystiftede kollektiv.

De får en kop kaffe i køkkenet, før de tager hjem. De snakker om den nye lejlighed, om emhætten til komfuret, der i virkeligheden er et vindue, og om hvor det kunne være oplagt at sætte reoler op. 

Da det er tid til at sige farvel, er det i virkeligheden “vi ses”. Deres kram er ikke som det lange, de gav, da Signe tog på højskole. Mere et kram, som var det en weekendudflugt. Torbens fodtrin runger, da de forsvinder ned ad trappen.

Nu skal Signe sørge for resten selv. Først, inden hun glemmer det: Billeder af lejlighedens fejl og mangler. Skattejagten går i gang. Revner, huller og steder, der burde males, bliver fanget på kamera, så de ikke bliver hevet ud af depositummet. Bagefter hiver Signe tøjet ud af flyttekasserne, og det bliver sorteret og puttet ind i skabet. Det begynder allerede at ligne et hjem.

Som da hun boede med mor, far og sine to brødre, har Signe igen en familie på fem. Deres nye hjem skal fejres med manér: Pizza og øl. Over måltidet går de i fuld gang med planlægningen: Hvor skal der bygges reoler, hvad skal stuerne bruges til, og hvor fedt kommer de ikke til at have det?

Da fejringen er overstået, går Signe i seng. Selvom det er et nyt hjem, falder hun nemt i søvn oven på den lange dag.

Næste morgen har Signe travlt med at pakke resten ud. Flyttekasserne skal tømmes, og hun skal finde ud af, hvad hun gør med resten af sine ting – og hvad hun mangler. Hun SMS´er med sin mor Marian, og de hjælper hinanden med at finde billige senge og bedrollers på Marketplace og DBA.

Signe og hendes forældre skriver ofte med hinanden. Familien på fem har endda en Snapchat-gruppe: The Tramms. Snapchat-gruppen bliver brugt dagligt til at dele de små oplevelser fra hverdagen.

I dag har Torben lavet spaghetti med kødsovs. 

Katten Buller har væltet en plante.

Mor og far har været ude for at besøge bedsteforældrene. 

Det er ikke unikt for familien Tramm. Der er en stor fordel ved at kommunikere igennem Messenger og Snapchat: Man kan svare, når det passer en. De følgende dage har Signe et travlt skema, og imellem alt det praktiske, der skal ordnes, og alle vennerne, der skal ses, er det ikke mor og far, der har topprioritet.

… rykkes der rundt på det hele. 

Dagen efter Signes flytning får Marian sig noget af en overraskelse, da hun sent om eftermiddagen kommer hjem fra tandklinikken, hvor hun arbejder. Torben trækker hende med ind på Signes gamle værelse, præsteboligens eneste store soveværelse. 

For mere end fem år siden flyttede forældrene ind i en af husets små værelser, for at Signe kunne få mere plads. I mere end fem år har de ikke haft plads til andet end dobbeltsengen på deres lille værelse. Marian kan ikke lade være med at grine, da hun ser det. Torben har flyttet dobbeltsengen tilbage til det store soveværelse.

Da Torben og Marian generobrede husets store soveværelse, lod de en rest fra Signes tid blive. Tavlen hvor hun skrev sine ugeplaner, huskelister og tegnede sine rejseplaner. Ikke én streg er slettet fra den.

Huset føles pludseligt større. Med tre børn ude, lægger de mærke til de mange tomme rum, der er i den 175m² store embedsbolig. Parret kan ikke flytte til noget mindre, så længe Torben er præst.

De fleste forældre kan ligesom Torben og Marian opleve at føle sig formålsløse, når børnene flytter hjemmefra. Den tid, der tidligere gik med tøjvask, kørsel til og fra aftaler og hjælp til lektier, er nu erstattet af… ja, ingenting.

Det er en stor ændring at sluge, men ikke desto mindre er det sådan, tingene er – og skal være. Torben og Marian har altid forberedt sine børn på at drage videre ud i livet, og dem selv ligeså. Det gør ikke omvæltningen mindre. Som Marian siger:

“Slægter skal følge slægters gang”

og Torben afslutter:

“- men hvad skal vi så?”

Flere måneder senere gør Torben og Marian klar til, at Signe kommer på besøg. Det er ikke første besøg, siden hun er flyttet hjemmefra, men der skal gøres noget ud af det alligevel. Ikke det store, men nok til at Signe vil kunne fornemme det. Stearinlys og farverige blomster bliver sat på bordet, og hvis Signe har ønsket en bestemt ret til aftensmad, er ingredienserne købt ind.

Når børn er små, er forældrene hele deres verden. Men før man ved af det, kan de selv sætte plaster på knæet, og ikke længe derefter kører de selv til og fra byen. Det er meningen med det hele. Men der er en dobbelthed i det: Man opdrager sine børn i håbet om, at de forlader en.

For Torben og Marian er det skønneste i verden at være sammen med deres børn. Men de ved også godt, at det skønneste i verden for deres tre børn ikke nødvendigvis er at hænge ud med mor og far. Det er en tanke, der kan være svær at forsone sig med. Det kræver, at man erkender det, Torben og Marian kalder “kærlighedens sande væsen.”

Den kærlighed, man har til sine børn, skal ikke gengældes på samme måde. I stedet skal den gives videre.

Forældrene vil aldrig mere opleve at være omdrejningspunktet for deres børns verdener. Det skal de heller ikke. Deres børn vil aldrig tage sig af dem, som de har taget sig af børnene. Den kærlighed, de har overøset Signe med, da de hjalp hende med at tage flyverdragt på, vil aldrig blive gengældt. Ikke at børnene ikke elsker deres forældre. Men børn kan ikke give sine forældre den kærlighed, man kun kan føle overfor sine børn. 

Det bedste, der kan ske med kærligheden, er, at den gives videre gennem de mennesker, man har givet den til. Også selvom det betyder, at man aldrig selv får den igen på samme måde.

… sidder man overfor hinanden som voksne.

Det tager Signe et kvarters tid at cykle fra lejligheden på Trøjborg til sit barndomshjem, men hun kommer ikke bare lige forbi uden at have aftalt det med sine forældre.

Noget af det, Signe savner ved at bo hos sine forældre, er at lave ting sammen uden at have hverken en aftale eller en grund. De eftermiddage, hvor hun bare lige går ned i stuen og bliver nusset af sin mor. De puslespil, de lægger sammen, selvom de egentlig ikke rigtig gad. De julefilm, de sætter på, bare fordi det er hyggeligt.

Nu, når Signe “kommer hjem”, spiser hun og hendes forældre sammen og har lange samtaler. Gode samtaler, vel at mærke. Men det er ikke nødvendigvis samtalerne, Signe kommer hjem for. Der er en anden tryghed i at være hjemme hos sine forældre. De kender hende på en anden måde end kæresten og de højskolevenner, hun nu kalder sine roommates. 

Alligevel kan Signe kan ikke længere slappe af hjemme hos sine forældre. I hvert fald ikke på samme måde. Et uudtalt pres hænger i luften. De skal udnytte den tid, de nu engang har sammen. Det fører visse goder med sig, som for eksempel hendes forældres insisteren på, at de nok skal sætte tingene ind i opvaskemaskinen. Signe føler det som en luksus, at hendes forældre gør alt for, at hun har det dejligt ved at være hjemme. Men hun har det samtidig underligt ved det. Det er som om, at hendes forældre føler, at de skal gøre et eller andet for hende, bare fordi hun er hjemme på besøg. De går ikke bare lige ned i stuen og nusser længere. Så Signe tager hjem efter frokost. 

Først efter flytningen, begynder de fleste unge gradvist at spørge ind til forældrenes liv, og giver råd og overvejelser med. Afstanden giver de unge et nyt blik på deres forældre som, ja, mennesker.

I familien Tramm står Torben og Marian overfor en større beslutning, da et familiemedlem med al sandsynlighed snart skal på plejehjem. Signe har indtil sin studiestart i sommeren 2021 arbejdet på et plejehjem og har snakket med sine forældre om deres valg. Hun har prøvet at berolige dem med, hvor søde og motiverede plejehjemspersonale er, og givet sit besyv med til, hvilke plejehjem der kunne være de bedste.

Sådanne snakke giver en ændring i barn-forældre-forholdet. Engang var det Torben og Marian, der skulle tage sig af Signe, men hun er ikke afhængig af dem længere. Hun er voksen, med eget liv og egne erfaringer, og kan give råd og refleksioner til sine forældres liv. Det giver et mere ligeværdigt forhold, et venneforhold, som er bundet sammen af den følelsesmæssige afhængighed fremfor alt. De er sammen, fordi de vil, og det bliver svært at tage hinanden for givet.

Ved at bo væk fra sine forældre, og få en hverdag til at hænge sammen for sig selv, er Signe blevet bedre til at tale om det, hun selv kalder “voksenting.” De større spørgsmål, som børn ikke tænker over, fordi deres forældre er “forældre” og ikke “mennesker.” Før kunne hun ikke have forestillet sig at spørge ind til, om de stadig er forelskede, eller om de frygter sygdom. Det er stadig nyt og grænseoverskridende for hende at spørge sine forældre om den slags ting. Men hun øver sig. 

I familien Tramm “sluger de ikke længere maden,” som de gjorde dengang, der var tre børn i huset, der skulle til svømning på tre forskellige tidspunkter. Børnene er sjældent hjemme alle tre samtidig. De har travlt i Esbjerg, København og Aarhus med arbejdsliv, studier og kærester. Signe er den, der oftest kommer på besøg.

Afstanden har gjort, at trekløveren er kommet tættere på hinanden. Den nu dyrebare tid sammen går med samtaler ved middagsbordet, som gamle venner.

Når Signe kommer hjem på besøg, tager hun plads ved middagsbordet for enden af det mørkegrå køkken i præsteboligen. Der har aldrig været faste pladser, og nu, når de ikke skal nå noget, bliver en flaske rødvin åbnet i ny og næ. 

Forældrene, der engang var de alvidende, sidder nu og bliver opslugt af deres barns vidensrigdom. Hendes studie som kemiingeniør, hendes rejser og hverdagsoplevelser. Gang på gang kan de blive forundret over deres barn, selv når hun sidder foran dem som voksent menneske.

De kan blive siddende i timevis. I den store embedsbolig falder mørket på, og kun stemmerne og katten Bullers bløde fodtrin fylder det store, åbne rum. De spiser langsomt, når ordene optager al pladsen i munden.

… fortsætter kærligheden.

Flere gange om måneden kører Torben og Marian 60 km for at komme til deres sommerhus ved Randers Fjord. Familien har i mange år taget på weekendture og længere ophold, men nu kan Torben og Marian også finde på at tage derop blot for en enkelt overnatning. Med kun to skemaer at tage stilling til, er der meget større plads til spontanitet. Et nærmest ungdommeligt frirum Torben og Marian ikke har haft gennem de næsten 30 år, hvor de gik fra at være to og siden til fem.

Familiens sommerhus er “det tætteste, man kommer på en ødegård i Danmark”, med “levende vægge,” hvor katten Buller kan gå på musejagt. Så snart mørket falder på, bliver der bælgmørkt. Over fjorden kan man se stjerneskuddene pible frem over nattehimlen.

Da børnene var små, bar Torben og Marian dem ud i deres soveposer på stjerneklare aftener. Der stod de og så op i mørket, mens meteorsværme som Leoniderne eller Perseiderne susede forbi på himlen i en endeløs stjerneregn. Nu står ægteparret her igen alene.

I mange år har parret delt oplevelser med hinanden og deres tre børn, men som årene er suset forbi, er de blevet mere vant til kun at dele oplevelserne med hinanden. Og det er ikke i mangel på bedre. Som Torben fortæller:

“Vi er hinandens mening. Og det vi gør – vores arbejde, vores interesser, det er det samme, som det altid har været. Vi har bare fået mere tid til det. Børnene bliver også ved med at være en del af meningen – relationen er jo stadig i live.” 

Torben og Marian har levet størstedelen af deres liv sammen og kalder sig stadig forelskede, som da de fandt hinanden i deres ungdom. Men selvom kærligheden fylder det stadigt friske tomrum ud, kan det lede tankerne hen på et endnu større savn. Hvad gør de, når den ene af dem pludselig står ene tilbage?

De frygter ikke alderdommen, det er naturens gang. De frygter ikke døden, for de tror på, at den kun er adskillelse for en stund. Men at skulle stå på jorden alene, uden at kunne dele livet med hinanden, det er skræmmende. Selv hvis det bare er for en stund. Træningen i at være mere og mere alene, minder dem om, hvor skrøbelig tosomheden er. 

Parret har altid talt om, at kærligheden er hel. Da de først fandt sammen, gav de hinanden al deres kærlighed. Da de fik det første barn, fik barnet ikke halvdelen af kærligheden og ægtefællen den anden halvdel. I stedet voksede kærligheden, og de kunne give deres fulde kærlighed til både barnet og hinanden. I kærlighedens væsen vokser kærligheden sig større og større, jo mere kærlighed man giver. På den måde er kærligheden aldrig blevet femdelt i familien, men har i sin helhed vokset sig stor nok til fem mennesker.

I bælgmørke går Torben og Marian gennem skoven. Rådyrene bjæffer langt bag de sammenrodede grene, uglens ku-vu giver genklang i træernes toppe og nattergalens aftensang synger sig ud i tomrummet. De går en halv kilometer på jordvejen, før de stopper op ved digerne langs fjorden. De kigger op, og ser Mælkevejen dele himlen i to. Med bitte små, støvkornslignende stjerner breder den sig ud i uendeligheden. Torben og Marian bliver stående til de får ondt i nakken.

Sådan gjorde vi: Fortællingen er baseret på interviews med Torben og Marian Tramm, samt Signe Tramm. Derudover er der indhentet viden fra bogen “Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra” (Lene Johansen, 2011, Forlaget Gad) samt forskningsprojektet “Når unge flytter hjemmefra – om bevægelser, udfordringer og muligheder i unges overgange til voksenlivet” (Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, 2020). Derudover viden fra DST, Boligsiden.dk og Google Maps.

Birgit overlevede et mordforsøg: ”Dit hjerte skal dø. Jeg elsker dig, men dit hjerte skal dø.”

Det var ordene den dengang 48-årige Birgit Lindquist hørte da hendes ekskæreste forsøgte at stikke hende ihjel en november nat i 2015.

Af Anders Jønsson

Birgits ekskæreste var brudt ind i huset, og hun nåede at vågne og se ham lige før det begyndte. Han springer på hende, og begynder at dolke hende i ryggen. Kniven flækker, nok efter at ramme et skulderblad, men han henter blot en ny.

Birgit forsøger i desperation flere ting. Hun kæmper imod, men det hjælper ikke. Hun skriger, men det styrker ham kun. Hun aer ham og fortæller ham, at det her ikke er nødvendigt og at det nok skal gå, men han tror ikke på det.

Da hun begynder at miste bevidstheden, forsøger hun det sidste, hun kan finde på: Hun spiller død. Når hun får chancen, samler hun, imod al forstand, styrken til at rejse sig, og flygter hen til naboen. Hun banker på døren, falder ind, og får tilkaldt politiet. Det sidste hun husker, er politiet der ankommer og løfter hende.

Hun overlevede knap nok. 22 sår skulle syes sammen, og hendes lunge blev punkteret da han gik efter hjertet, men i hendes held glemte, at når man ligger på ryggen, så er det ikke samme side, man skal sigte efter. Manden bliver idømt seks års fængsel for drabsforsøget.

Men overfaldet kom ikke som nogen overraskelse. Manden har været ustabil i længere tid.

En kæreste med problemer

Ekskæresten som forsøgte at tage hendes liv, bliver beskrevet som dependent; En diagnose som betyder, at han lever sit liv igennem andre. Som hun selv siger det, er han typen som siger, at hans yndlingsfarve er rød, hvis din yndlingsfarve er rød. Og hvis din yndlingsfarve pludselig er gul, så er hans yndlingsfarve ved nærmere eftertanke også gul. Den slags afhængighed kan Birgit til sidst ikke tage mere.

”Når jeg begynder at sige, at nu vil jeg ikke det her mere, det er for voldsomt, så sætter det angst i ham. Det er simpelthen separationsangst.”

Han prøver derfor at slå hende ihjel ved at kvæle hende, men før det er for sent, stopper han. Han springer væk fra sengen, lader som om han ikke har gjort hende noget, og tager en kop kaffe.

Efter det er han ikke længere velkommen i huset, men der begynder at ske mærkelige hændelser i hverdagen. Ting bliver flyttet og stjålet, dæk bliver flænset og låse går i stykker. Birgit er ikke i tvivl om hvad der sker, og hun snakker med politiet om det.

Frygten for, at han gør det igen

”Han er mere og mere tæt på, han tager tilløb. Der sker noget,” fortæller hun. Men politiet gør ikke noget ved det. De har jo fortalt ham, at han skal lade være. Ekskæresten har truet med at stikke hende ihjel hvis hun politianmelder ham, og i vished om at han mener den trussel, kommer der ikke en direkte politianmeldelse ud af det.

Der er ingen hun kan snakke med det om. Politiet vil ikke gøre noget ved det, og hendes naboer tror ikke på, at den ellers så rare ekskæreste kunne finde på sådan noget. Udover at leve med frygten for hvad han vil gøre, skal hun også leve med, at folk ikke tror, at frygten er alvorlig. For hvis hun er så bange, hvorfor søger hun så ikke ophold på et krisecenter, eller i det mindste flytter? Hvis hun ikke vil det, så er hun jo tydeligvis ikke bange nok.

”Det gør, at du løber panden imod en mur. Det er ham der gør det, men det er dig der bliver behandlet som om, at du gør noget galt.”

Hun går i en periode og ved ikke hvad hun skal stille op. Hun er gentagende gange i kontakt med politiet, for ekskæresten fortsætter, og det eskalerer. En dag finder hun en ødelagt lås så hun ikke kan komme ind i sit hus, og det eneste hun kan finde på at gøre er at grine.

Birgit tager det bevidste valg, at selvom hun ved at det går galt, så vil hun ikke flygte. Hun melder ham til politiet og forbereder sig på hvad der skal ske.

”Jeg gør det udelukkende fordi, at jeg ved, at efter mig er der en ny kvinde, og der skal der være et papirspor. Jeg tror ikke jeg overlever, så det var vigtigt for mig, at der var et papirspor.”

Men hun overlever, og manden får 6 år i fængsel.

I dag er den 53-årige Birgit flyttet med sin nye kæreste. Nymalede døre står i kontrast til rodet, og flyttekasserne er stadig spredt rundt omkring. Ekskæresten er den dag i dag ikke længere i fængsel, og selvom han ikke ved hvor hun er flyttet hen, er hun sikker på, at han vender tilbage.

Men Birgit vil ikke lade den frygt styre hendes liv. Hvis hun flygter, så vinder han, og hvis hun tier, så vinder tabuet. Hun fortæller sin historie i håbet om, at det redder andre fra at stå i samme situation. En situation hvori man føler sig forkert, når andre ikke tror på en, og man ved, at man har ret.

Hun slutter med en bøn. Hvis nogen læser denne historie og ser sig selv i den, så søg hjælp.

”Vi er nødt til at være mere åbne. Vi er nødt til at turde at fortælle. Find ligesindede, hvor du kan snakke frit. Der er gode muligheder i dag med facebookgrupper. Find noget, der kan give sikkerhed. Hvis noget går galt, så hav i det mindste en måde at kontakte folk, så du kan fortælle dem, at der er noget galt.”

Med et smil takker hun for interviewet og sender mig af sted. Hun har i hvert fald ikke mistet tilliden til fremmede.