Når børnene flytter hjemmefra…

… bliver intet det samme som før. Hverken for børnene, der skal skabe deres eget
liv, eller for forældrene, der skal finde ud af, hvad de nu skal stille op med deres.

Anders Jønsson og Elisabeth Lykke Ivens

“Nu skal du lige høre den her sang, inden vi tager af sted.”

Signe og Torben har pakket bilen og traileren, men Torben har en sidste ting, de
skal nå, inden de kører. Han sætter telefonen til B&O-højtaleren, imens Signe
undrer sig over, hvad de nu skal høre. Det er ikke første gang, hendes far spiller
musik for hende.

Harpen lyder ud af højtaleren. Paul McCartneys stemme begynder kort efter:
”She’s Leaving Home”, en sang om en ung pige, der tager hjemmefra uden
forældrenes tilladelse. John Lennon byder ind i omkvædet, som sang han på
vegne af Torben:

“She (We gave her most of our lives)
Is leaving (Sacrificed most of our lives)
Home (We gave her everything money could buy)”

De sidder i stilhed og indtager musikken. De blinker begge ihærdigt tårerne væk,
for ikke at gøre det værre end nødvendigt. Imens leder sangens fiktive forældre
febrilsk efter deres datter:
”Our baby’s gone”
”How could she do this to me?”
“Bye-bye.”
Harpens sidste toner bliver slået an – derefter stilhed.

… er det “vi ses,” og ikke “farvel.”

I stuen i Aarhus V gør familien Tramm klar til at sige farvel til deres sidste barn. Signe er en af de næsten 90.000 unge, der flytter hjemmefra i 2021. Hun skal flytte i kollektiv sammen med en vennegruppe fra højskolen. Familien Tramms præstebolig er med tiden begyndt at føles større efter at Signes to brødre, Peter og Jens, er taget hjemmefra. I morgen vil kun forældreparret Torben og Marian være tilbage.

Sognepræsten Torben og tandlægen Marian mødte hinanden, da de var i starten af tyverne. Halvandet år senere var de gift. I løbet af ni år, voksede familien sig til fem.

Familien Tramm beder sammen, når der skal ske noget stort. De træder ind i stuen for at stille sig i en cirkel mellem sofaen og fjernsynet. Det er en uformel bøn, uden krav. Man siger, hvad man har lyst til og ikke mere. Temaet er altid det samme: Gud er med os. De skiftes til at sige nogle få ord, men ellers nyder de bare stilheden. Nærværet. Med Gud, og med hinanden. 

Næste dag er det kun Signe og Torben, der møder op ved lejligheden på Trøjborg i Aarhus. Marian kan ikke være med, for hun skal på arbejde. Der er allerede gang i flytningen, da de ankommer. 

Torben kender halvdelen af dem, Signe skal flytte sammen med. Det gør ham tryg ved det sted, Signe skal til at bo. Med et hurtigt hej er formaliteterne overstået, og de fortsætter til de vigtige spørgsmål:

“Hvordan får vi sengen op?”

“Tager du fat her?”

Der er ingen elevator, og trappeopgangen er trang. Kun ét møbel ad gangen kan manøvreres op til 5. sal. Mere end ti mennesker bliver de nødt til at koordinere, hvornår der slæbes op, og hvornår man kan gå ned fra taglejligheden igen. Der er ikke meget sniksnak, effektiviteten er i top, og blot halvanden time senere er alle møbler og kasser flyttet ind i deres nystiftede kollektiv.

De får en kop kaffe i køkkenet, før de tager hjem. De snakker om den nye lejlighed, om emhætten til komfuret, der i virkeligheden er et vindue, og om hvor det kunne være oplagt at sætte reoler op. 

Da det er tid til at sige farvel, er det i virkeligheden “vi ses”. Deres kram er ikke som det lange, de gav, da Signe tog på højskole. Mere et kram, som var det en weekendudflugt. Torbens fodtrin runger, da de forsvinder ned ad trappen.

Nu skal Signe sørge for resten selv. Først, inden hun glemmer det: Billeder af lejlighedens fejl og mangler. Skattejagten går i gang. Revner, huller og steder, der burde males, bliver fanget på kamera, så de ikke bliver hevet ud af depositummet. Bagefter hiver Signe tøjet ud af flyttekasserne, og det bliver sorteret og puttet ind i skabet. Det begynder allerede at ligne et hjem.

Som da hun boede med mor, far og sine to brødre, har Signe igen en familie på fem. Deres nye hjem skal fejres med manér: Pizza og øl. Over måltidet går de i fuld gang med planlægningen: Hvor skal der bygges reoler, hvad skal stuerne bruges til, og hvor fedt kommer de ikke til at have det?

Da fejringen er overstået, går Signe i seng. Selvom det er et nyt hjem, falder hun nemt i søvn oven på den lange dag.

Næste morgen har Signe travlt med at pakke resten ud. Flyttekasserne skal tømmes, og hun skal finde ud af, hvad hun gør med resten af sine ting – og hvad hun mangler. Hun SMS´er med sin mor Marian, og de hjælper hinanden med at finde billige senge og bedrollers på Marketplace og DBA.

Signe og hendes forældre skriver ofte med hinanden. Familien på fem har endda en Snapchat-gruppe: The Tramms. Snapchat-gruppen bliver brugt dagligt til at dele de små oplevelser fra hverdagen.

I dag har Torben lavet spaghetti med kødsovs. 

Katten Buller har væltet en plante.

Mor og far har været ude for at besøge bedsteforældrene. 

Det er ikke unikt for familien Tramm. Der er en stor fordel ved at kommunikere igennem Messenger og Snapchat: Man kan svare, når det passer en. De følgende dage har Signe et travlt skema, og imellem alt det praktiske, der skal ordnes, og alle vennerne, der skal ses, er det ikke mor og far, der har topprioritet.

… rykkes der rundt på det hele. 

Dagen efter Signes flytning får Marian sig noget af en overraskelse, da hun sent om eftermiddagen kommer hjem fra tandklinikken, hvor hun arbejder. Torben trækker hende med ind på Signes gamle værelse, præsteboligens eneste store soveværelse. 

For mere end fem år siden flyttede forældrene ind i en af husets små værelser, for at Signe kunne få mere plads. I mere end fem år har de ikke haft plads til andet end dobbeltsengen på deres lille værelse. Marian kan ikke lade være med at grine, da hun ser det. Torben har flyttet dobbeltsengen tilbage til det store soveværelse.

Da Torben og Marian generobrede husets store soveværelse, lod de en rest fra Signes tid blive. Tavlen hvor hun skrev sine ugeplaner, huskelister og tegnede sine rejseplaner. Ikke én streg er slettet fra den.

Huset føles pludseligt større. Med tre børn ude, lægger de mærke til de mange tomme rum, der er i den 175m² store embedsbolig. Parret kan ikke flytte til noget mindre, så længe Torben er præst.

De fleste forældre kan ligesom Torben og Marian opleve at føle sig formålsløse, når børnene flytter hjemmefra. Den tid, der tidligere gik med tøjvask, kørsel til og fra aftaler og hjælp til lektier, er nu erstattet af… ja, ingenting.

Det er en stor ændring at sluge, men ikke desto mindre er det sådan, tingene er – og skal være. Torben og Marian har altid forberedt sine børn på at drage videre ud i livet, og dem selv ligeså. Det gør ikke omvæltningen mindre. Som Marian siger:

“Slægter skal følge slægters gang”

og Torben afslutter:

“- men hvad skal vi så?”

Flere måneder senere gør Torben og Marian klar til, at Signe kommer på besøg. Det er ikke første besøg, siden hun er flyttet hjemmefra, men der skal gøres noget ud af det alligevel. Ikke det store, men nok til at Signe vil kunne fornemme det. Stearinlys og farverige blomster bliver sat på bordet, og hvis Signe har ønsket en bestemt ret til aftensmad, er ingredienserne købt ind.

Når børn er små, er forældrene hele deres verden. Men før man ved af det, kan de selv sætte plaster på knæet, og ikke længe derefter kører de selv til og fra byen. Det er meningen med det hele. Men der er en dobbelthed i det: Man opdrager sine børn i håbet om, at de forlader en.

For Torben og Marian er det skønneste i verden at være sammen med deres børn. Men de ved også godt, at det skønneste i verden for deres tre børn ikke nødvendigvis er at hænge ud med mor og far. Det er en tanke, der kan være svær at forsone sig med. Det kræver, at man erkender det, Torben og Marian kalder “kærlighedens sande væsen.”

Den kærlighed, man har til sine børn, skal ikke gengældes på samme måde. I stedet skal den gives videre.

Forældrene vil aldrig mere opleve at være omdrejningspunktet for deres børns verdener. Det skal de heller ikke. Deres børn vil aldrig tage sig af dem, som de har taget sig af børnene. Den kærlighed, de har overøset Signe med, da de hjalp hende med at tage flyverdragt på, vil aldrig blive gengældt. Ikke at børnene ikke elsker deres forældre. Men børn kan ikke give sine forældre den kærlighed, man kun kan føle overfor sine børn. 

Det bedste, der kan ske med kærligheden, er, at den gives videre gennem de mennesker, man har givet den til. Også selvom det betyder, at man aldrig selv får den igen på samme måde.

… sidder man overfor hinanden som voksne.

Det tager Signe et kvarters tid at cykle fra lejligheden på Trøjborg til sit barndomshjem, men hun kommer ikke bare lige forbi uden at have aftalt det med sine forældre.

Noget af det, Signe savner ved at bo hos sine forældre, er at lave ting sammen uden at have hverken en aftale eller en grund. De eftermiddage, hvor hun bare lige går ned i stuen og bliver nusset af sin mor. De puslespil, de lægger sammen, selvom de egentlig ikke rigtig gad. De julefilm, de sætter på, bare fordi det er hyggeligt.

Nu, når Signe “kommer hjem”, spiser hun og hendes forældre sammen og har lange samtaler. Gode samtaler, vel at mærke. Men det er ikke nødvendigvis samtalerne, Signe kommer hjem for. Der er en anden tryghed i at være hjemme hos sine forældre. De kender hende på en anden måde end kæresten og de højskolevenner, hun nu kalder sine roommates. 

Alligevel kan Signe kan ikke længere slappe af hjemme hos sine forældre. I hvert fald ikke på samme måde. Et uudtalt pres hænger i luften. De skal udnytte den tid, de nu engang har sammen. Det fører visse goder med sig, som for eksempel hendes forældres insisteren på, at de nok skal sætte tingene ind i opvaskemaskinen. Signe føler det som en luksus, at hendes forældre gør alt for, at hun har det dejligt ved at være hjemme. Men hun har det samtidig underligt ved det. Det er som om, at hendes forældre føler, at de skal gøre et eller andet for hende, bare fordi hun er hjemme på besøg. De går ikke bare lige ned i stuen og nusser længere. Så Signe tager hjem efter frokost. 

Først efter flytningen, begynder de fleste unge gradvist at spørge ind til forældrenes liv, og giver råd og overvejelser med. Afstanden giver de unge et nyt blik på deres forældre som, ja, mennesker.

I familien Tramm står Torben og Marian overfor en større beslutning, da et familiemedlem med al sandsynlighed snart skal på plejehjem. Signe har indtil sin studiestart i sommeren 2021 arbejdet på et plejehjem og har snakket med sine forældre om deres valg. Hun har prøvet at berolige dem med, hvor søde og motiverede plejehjemspersonale er, og givet sit besyv med til, hvilke plejehjem der kunne være de bedste.

Sådanne snakke giver en ændring i barn-forældre-forholdet. Engang var det Torben og Marian, der skulle tage sig af Signe, men hun er ikke afhængig af dem længere. Hun er voksen, med eget liv og egne erfaringer, og kan give råd og refleksioner til sine forældres liv. Det giver et mere ligeværdigt forhold, et venneforhold, som er bundet sammen af den følelsesmæssige afhængighed fremfor alt. De er sammen, fordi de vil, og det bliver svært at tage hinanden for givet.

Ved at bo væk fra sine forældre, og få en hverdag til at hænge sammen for sig selv, er Signe blevet bedre til at tale om det, hun selv kalder “voksenting.” De større spørgsmål, som børn ikke tænker over, fordi deres forældre er “forældre” og ikke “mennesker.” Før kunne hun ikke have forestillet sig at spørge ind til, om de stadig er forelskede, eller om de frygter sygdom. Det er stadig nyt og grænseoverskridende for hende at spørge sine forældre om den slags ting. Men hun øver sig. 

I familien Tramm “sluger de ikke længere maden,” som de gjorde dengang, der var tre børn i huset, der skulle til svømning på tre forskellige tidspunkter. Børnene er sjældent hjemme alle tre samtidig. De har travlt i Esbjerg, København og Aarhus med arbejdsliv, studier og kærester. Signe er den, der oftest kommer på besøg.

Afstanden har gjort, at trekløveren er kommet tættere på hinanden. Den nu dyrebare tid sammen går med samtaler ved middagsbordet, som gamle venner.

Når Signe kommer hjem på besøg, tager hun plads ved middagsbordet for enden af det mørkegrå køkken i præsteboligen. Der har aldrig været faste pladser, og nu, når de ikke skal nå noget, bliver en flaske rødvin åbnet i ny og næ. 

Forældrene, der engang var de alvidende, sidder nu og bliver opslugt af deres barns vidensrigdom. Hendes studie som kemiingeniør, hendes rejser og hverdagsoplevelser. Gang på gang kan de blive forundret over deres barn, selv når hun sidder foran dem som voksent menneske.

De kan blive siddende i timevis. I den store embedsbolig falder mørket på, og kun stemmerne og katten Bullers bløde fodtrin fylder det store, åbne rum. De spiser langsomt, når ordene optager al pladsen i munden.

… fortsætter kærligheden.

Flere gange om måneden kører Torben og Marian 60 km for at komme til deres sommerhus ved Randers Fjord. Familien har i mange år taget på weekendture og længere ophold, men nu kan Torben og Marian også finde på at tage derop blot for en enkelt overnatning. Med kun to skemaer at tage stilling til, er der meget større plads til spontanitet. Et nærmest ungdommeligt frirum Torben og Marian ikke har haft gennem de næsten 30 år, hvor de gik fra at være to og siden til fem.

Familiens sommerhus er “det tætteste, man kommer på en ødegård i Danmark”, med “levende vægge,” hvor katten Buller kan gå på musejagt. Så snart mørket falder på, bliver der bælgmørkt. Over fjorden kan man se stjerneskuddene pible frem over nattehimlen.

Da børnene var små, bar Torben og Marian dem ud i deres soveposer på stjerneklare aftener. Der stod de og så op i mørket, mens meteorsværme som Leoniderne eller Perseiderne susede forbi på himlen i en endeløs stjerneregn. Nu står ægteparret her igen alene.

I mange år har parret delt oplevelser med hinanden og deres tre børn, men som årene er suset forbi, er de blevet mere vant til kun at dele oplevelserne med hinanden. Og det er ikke i mangel på bedre. Som Torben fortæller:

“Vi er hinandens mening. Og det vi gør – vores arbejde, vores interesser, det er det samme, som det altid har været. Vi har bare fået mere tid til det. Børnene bliver også ved med at være en del af meningen – relationen er jo stadig i live.” 

Torben og Marian har levet størstedelen af deres liv sammen og kalder sig stadig forelskede, som da de fandt hinanden i deres ungdom. Men selvom kærligheden fylder det stadigt friske tomrum ud, kan det lede tankerne hen på et endnu større savn. Hvad gør de, når den ene af dem pludselig står ene tilbage?

De frygter ikke alderdommen, det er naturens gang. De frygter ikke døden, for de tror på, at den kun er adskillelse for en stund. Men at skulle stå på jorden alene, uden at kunne dele livet med hinanden, det er skræmmende. Selv hvis det bare er for en stund. Træningen i at være mere og mere alene, minder dem om, hvor skrøbelig tosomheden er. 

Parret har altid talt om, at kærligheden er hel. Da de først fandt sammen, gav de hinanden al deres kærlighed. Da de fik det første barn, fik barnet ikke halvdelen af kærligheden og ægtefællen den anden halvdel. I stedet voksede kærligheden, og de kunne give deres fulde kærlighed til både barnet og hinanden. I kærlighedens væsen vokser kærligheden sig større og større, jo mere kærlighed man giver. På den måde er kærligheden aldrig blevet femdelt i familien, men har i sin helhed vokset sig stor nok til fem mennesker.

I bælgmørke går Torben og Marian gennem skoven. Rådyrene bjæffer langt bag de sammenrodede grene, uglens ku-vu giver genklang i træernes toppe og nattergalens aftensang synger sig ud i tomrummet. De går en halv kilometer på jordvejen, før de stopper op ved digerne langs fjorden. De kigger op, og ser Mælkevejen dele himlen i to. Med bitte små, støvkornslignende stjerner breder den sig ud i uendeligheden. Torben og Marian bliver stående til de får ondt i nakken.

Sådan gjorde vi: Fortællingen er baseret på interviews med Torben og Marian Tramm, samt Signe Tramm. Derudover er der indhentet viden fra bogen “Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra” (Lene Johansen, 2011, Forlaget Gad) samt forskningsprojektet “Når unge flytter hjemmefra – om bevægelser, udfordringer og muligheder i unges overgange til voksenlivet” (Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, 2020). Derudover viden fra DST, Boligsiden.dk og Google Maps.