Birgit overlevede et mordforsøg: “Dit hjerte skal dø. Jeg elsker dig, men dit hjerte skal dø.”

Birgit overlevede et mordforsøg: ”Dit hjerte skal dø. Jeg elsker dig, men dit hjerte skal dø.”

Det var ordene den dengang 48-årige Birgit Lindquist hørte da hendes ekskæreste forsøgte at stikke hende ihjel en november nat i 2015.

Af Anders Jønsson

Birgits ekskæreste var brudt ind i huset, og hun nåede at vågne og se ham lige før det begyndte. Han springer på hende, og begynder at dolke hende i ryggen. Kniven flækker, nok efter at ramme et skulderblad, men han henter blot en ny.

Birgit forsøger i desperation flere ting. Hun kæmper imod, men det hjælper ikke. Hun skriger, men det styrker ham kun. Hun aer ham og fortæller ham, at det her ikke er nødvendigt og at det nok skal gå, men han tror ikke på det.

Da hun begynder at miste bevidstheden, forsøger hun det sidste, hun kan finde på: Hun spiller død. Når hun får chancen, samler hun, imod al forstand, styrken til at rejse sig, og flygter hen til naboen. Hun banker på døren, falder ind, og får tilkaldt politiet. Det sidste hun husker, er politiet der ankommer og løfter hende.

Hun overlevede knap nok. 22 sår skulle syes sammen, og hendes lunge blev punkteret da han gik efter hjertet, men i hendes held glemte, at når man ligger på ryggen, så er det ikke samme side, man skal sigte efter. Manden bliver idømt seks års fængsel for drabsforsøget.

Men overfaldet kom ikke som nogen overraskelse. Manden har været ustabil i længere tid.

En kæreste med problemer

Ekskæresten som forsøgte at tage hendes liv, bliver beskrevet som dependent; En diagnose som betyder, at han lever sit liv igennem andre. Som hun selv siger det, er han typen som siger, at hans yndlingsfarve er rød, hvis din yndlingsfarve er rød. Og hvis din yndlingsfarve pludselig er gul, så er hans yndlingsfarve ved nærmere eftertanke også gul. Den slags afhængighed kan Birgit til sidst ikke tage mere.

”Når jeg begynder at sige, at nu vil jeg ikke det her mere, det er for voldsomt, så sætter det angst i ham. Det er simpelthen separationsangst.”

Han prøver derfor at slå hende ihjel ved at kvæle hende, men før det er for sent, stopper han. Han springer væk fra sengen, lader som om han ikke har gjort hende noget, og tager en kop kaffe.

Efter det er han ikke længere velkommen i huset, men der begynder at ske mærkelige hændelser i hverdagen. Ting bliver flyttet og stjålet, dæk bliver flænset og låse går i stykker. Birgit er ikke i tvivl om hvad der sker, og hun snakker med politiet om det.

Frygten for, at han gør det igen

”Han er mere og mere tæt på, han tager tilløb. Der sker noget,” fortæller hun. Men politiet gør ikke noget ved det. De har jo fortalt ham, at han skal lade være. Ekskæresten har truet med at stikke hende ihjel hvis hun politianmelder ham, og i vished om at han mener den trussel, kommer der ikke en direkte politianmeldelse ud af det.

Der er ingen hun kan snakke med det om. Politiet vil ikke gøre noget ved det, og hendes naboer tror ikke på, at den ellers så rare ekskæreste kunne finde på sådan noget. Udover at leve med frygten for hvad han vil gøre, skal hun også leve med, at folk ikke tror, at frygten er alvorlig. For hvis hun er så bange, hvorfor søger hun så ikke ophold på et krisecenter, eller i det mindste flytter? Hvis hun ikke vil det, så er hun jo tydeligvis ikke bange nok.

”Det gør, at du løber panden imod en mur. Det er ham der gør det, men det er dig der bliver behandlet som om, at du gør noget galt.”

Hun går i en periode og ved ikke hvad hun skal stille op. Hun er gentagende gange i kontakt med politiet, for ekskæresten fortsætter, og det eskalerer. En dag finder hun en ødelagt lås så hun ikke kan komme ind i sit hus, og det eneste hun kan finde på at gøre er at grine.

Birgit tager det bevidste valg, at selvom hun ved at det går galt, så vil hun ikke flygte. Hun melder ham til politiet og forbereder sig på hvad der skal ske.

”Jeg gør det udelukkende fordi, at jeg ved, at efter mig er der en ny kvinde, og der skal der være et papirspor. Jeg tror ikke jeg overlever, så det var vigtigt for mig, at der var et papirspor.”

Men hun overlever, og manden får 6 år i fængsel.

I dag er den 53-årige Birgit flyttet med sin nye kæreste. Nymalede døre står i kontrast til rodet, og flyttekasserne er stadig spredt rundt omkring. Ekskæresten er den dag i dag ikke længere i fængsel, og selvom han ikke ved hvor hun er flyttet hen, er hun sikker på, at han vender tilbage.

Men Birgit vil ikke lade den frygt styre hendes liv. Hvis hun flygter, så vinder han, og hvis hun tier, så vinder tabuet. Hun fortæller sin historie i håbet om, at det redder andre fra at stå i samme situation. En situation hvori man føler sig forkert, når andre ikke tror på en, og man ved, at man har ret.

Hun slutter med en bøn. Hvis nogen læser denne historie og ser sig selv i den, så søg hjælp.

”Vi er nødt til at være mere åbne. Vi er nødt til at turde at fortælle. Find ligesindede, hvor du kan snakke frit. Der er gode muligheder i dag med facebookgrupper. Find noget, der kan give sikkerhed. Hvis noget går galt, så hav i det mindste en måde at kontakte folk, så du kan fortælle dem, at der er noget galt.”

Med et smil takker hun for interviewet og sender mig af sted. Hun har i hvert fald ikke mistet tilliden til fremmede.