Kulturhegn dækker over hjemmestrikket misbrugsbehandling: Ægteskab, hjemrejser og vold
Muslimske stofbrugere er underrepræsenterede i danske misbrugscentre, fordi de kommer fra et miljø, hvor ære, ry og stolthed fylder en del. Kulturen er med til at bidrage til alternative løsninger i stedet for behandling, herunder ægteskab, genopdragelseslejre og vold.
Anders Jønsson og Ikran Abdi Aziz Mohamed
Yasin Yildiz befinder sig på Istedgade i indre København endnu engang. Hans blik er søgende. En mand runder hjørnet. ’Er det nogen, jeg kender?’ spørger han sig selv. ’Kender de mon far?’. Han bliver paranoid, for det er vigtigt, at han ikke bliver set her. Ikke mens han er på den forbudte gade. Ikke mens han er i gang med at ryge det giftige, hvide stof. For der er meget på spil. Familiens ry, deres ære og deres stolthed.
46-årige Yasin Yildiz er én ud af flere muslimer, som er en del af et større mørketal. Der findes nemlig ikke håndfaste oplysninger om, hvor mange muslimer der er i behandling på de danske misbrugscentre. Mange registrer hverken etnicitet eller religion.
I et forsøg på at komme lidt tættere på nogle konkrete tal, har vi taget kontakt til politistationer i Danmarks største byer og kontaktet adskillige behandlingscentre. Ud fra det kan vi se, at muslimske stofbrugere fylder i det offentlige rum og i stofindtagelsesrummene i København, men er særdeles underrepræsenteret i landets misbrugscentre.
Kulturelle barrierer, manglende viden og en tro hvor misbrug ikke er tilladt, kan være svaret på, hvorfor så mange muslimske stofbrugere vælger behandlingen fra. Ifølge Babar Siddiqi, tidligere misbruger og i dag behandler hos Tjele Orelund i Holbæk Kommune, er den største frygt at ens misbrug bliver afsløret. At ens forældre finder ud af det. For rusmidler er et stort tabu inden for det muslimske miljø.
’Det er jo en af de tre dødssynder, som man altid snakker om inden for islam. Det er rusmidler, sex uden for ægteskab og svinekød,’ siger Babar Siddiqi.
Andre må helst ikke vide, at ens søn eller datter har et misbrug. Man må helst ikke bevæge sig ud for de her rammer, der er sat for én. ’Det er et kæmpe tabu,’ forklarer Babar Siddiqi. Ordet tabu går igen i de muslimske kredse. Der skal helst ikke snakkes om ens barn i den lokale moské eller i den lokale klub. Problemerne skal holdes inden for familiens fire vægge. De skal ikke løses af andre, heller ikke af behandlere.
Alternative løsninger til behandling
’Familien forsøger at lave deres egen hjemmestrikkede behandlingstiltag som indeholder at blive gift, vold eller sendt til hjemlandet i nogle år. Der er mange strategier,’ siger Babar Siddiqi.
Mohssin Arrakha, som er leder og mentor i konsulent- og mentorvirksomheden Tiponi, har også før stødt på muslimske familier, som finder alternative løsninger.
’Du skal bare giftes,’ siger de, ’så får du det godt, så kan du godt tage dig sammen.’ Altså, hvilket pres er det at ligge på et andet individ?,’ spørger Mohssin Arrakha undrende.
’Det skyldes den manglende viden om, hvad der egentlig sker, og hvad for nogle tilbud der er derude,’ siger han.
I et desperat forsøg på at ’behandle’ Yasin Yildiz, valgte hans far og bror at slå ham for derefter at låse ham inde på hans værelse.
’Min storebror har indespærret mig på et værelse og holdt vagt. Han har sørget for, at jeg fik mad og drikke, men lige så snart jeg fik lov til at komme ud igen, så startede filmen forfra,’ siger Yasin Yildiz
Efter at familiens ’behandling’ fejlede blev der også diskuteret, om han skulle sendes til hjemlandet, Tyrkiet, i nogle måneder, i håb om at han ville få det bedre. Det blev dog aldrig til noget.
Yasin Yildiz fik det ikke bedre, misbruget voksede sig større og skammen over for sig selv og familien fyldte mere i hverdagen.
Inden for husets fire vægge
At nå et punkt i sit liv, hvor man er helt nede at røre bunden, hvor man dagligt flirter med døden, og hvor man drukner i skammen. Det er noget, de fleste misbrugere kan relatere til uanset etnicitet eller religion. Hvor muslimske stofbrugere skiller sig ud fra andre, er måden, det bliver håndteret på i familien. De forskellige tiltag, der tages. At giftes væk, blive sendt ned til hjemlandet eller at smage enden af en knytnæve.
Flere giftes væk, fordi familien mener, at det giver disciplin. Man har ikke længere tid til stofferne, for nu går alt ens tid til den nye familie. Andre sendes ned til hjemlandet. Det skal fungere som genopdragelse. Men problemet er, at stoffer findes over alt – også i hjemlandet.
’Jeg fandt stoffer overalt, uanset hvor jeg var, jeg har også fundet stoffer i Tyrkiet. Det er ikke noget problem, de er overalt,’ fortæller Yasin Yildiz om sin ferie dernede.
Familiens ære og ry betyder meget i de muslimske miljøer. Kulturen er anderledes. Man vil helst ikke have, at der sladres om ens familiemedlemmer. Derfor forsøger man at rumme alle problemerne i hjemmet.
For mange vil den åbenlyse løsning være at komme i behandling, men manglende viden hos familien og den kulturelle forskel resulterer i at muslimske stofbrugere er underrepræsenteret i landets behandlingscentre. Her kan man stille spørgsmålet, hvorfor søger de ikke hjælp på egen hånd?
Familiesammensætningen er bare anderledes hos muslimske familier. Den tilknytning man har til hinanden, gør at ansvarsfølelsen ikke kun placeres på ens egne skuldre, men hele familien.
’Forældrene kan have en meget stor skyldfølelse. ’Er det et eller andet vi eller jeg har gjort, som ikke har været tilstrækkelig. Har vi fejlet i vores opdragelse?’ fortæller Babar Sidiqqi.
Og det er netop derfor, at problemerne løses internt. Fordi at de mener, at de har fejlet, og nu er det deres ansvar at løse problemet. Det skal ikke løses af samfundet.
Flere muslimske behandlere kan være en løsning
Blandt behandlerne er der enighed om, hvad det største benspænd er: manglende information. Det er manglende forståelse for sygdommen, og her gør familien, hvad de anser som det rigtige for deres børn.
Mohssin Arrakha oplever desuden, at etniske danskere er mere åbne om problemet, og at etniske muslimer gør mere for at holde det skjult.
‘Der er en forskel, i form af at forældrene ikke har samme forståelse som etniske danskere, når det kommer til misbrug. Nok fordi at man er mere åbne omkring det. Hvor at man blandt ikke etniske danskere oftest holder problemer inde i familien. Det skal helst ikke bredes ud.’
Den åbenlyse løsning er, at der skal være flere muslimer, man kan spejle sig i. Så man kan se, at andre er gået igennem det samme, og at professionel hjælp er vejen frem.
Yasin Yildiz har selv følt sig alene, og selvom han ikke tager stoffer i dag, kunne han godt have brugt nogen at spejle sig i dengang, og derfor støtter han forslaget.
‘Det er en god ide, fordi jeg tænker, at man vil være et forbillede for dem. For jeg har det sådan, at der er nogle udlændinge, som er misbrugere, som har en del fordomme om det danske samfund og så videre.’
Det er bare lidt mere nuanceret end det. På den ene side skal man imødekomme andre etniciteter og religioner, og acceptere at de bærer på problemer som etniske danskere ikke gør. Samtidigt skal man ikke automatisk antage, at en muslimsk behandler vil være bedre. Folk er komplekse, og selvom en muslim bærer familien med sig, er det ikke sikkert, at det er det, der fylder mest for lige dem.
Mohssin er enig i den holdning.
‘Det behøver ikke være en muslimsk behandler. Vi skal heller ikke støtte op om, at det kun er Muhammed eller whatever, der kan det her. Jeg har mødt flere etniske danskere, der er langt bedre, end jeg er til mange andre ting, i forhold til at være der for den her sårbare målgruppe. Men der er områder, ja, hvor jeg vil kunne gå ind og gøre det bedre, fordi at jeg kender til kulturen,’ afslutter han.
Fordelen i at møde den samme kultur er tydelig for både Babar Siddiqi, Yasin Yildiz og Mohssin Arrakha. En del af arbejdet er at opbygge tilliden med patienten, og fællesnævneren i kulturen er et stærkt udgangspunkt. Selvom Babar Siddiqi er positivt indstillet og har set folk åbne op for ham på grund af hans baggrund, har han dog også oplevet det præcis modsatte; at folk er blevet skræmt væk.
‘Tænk hvis han kender nogle af dem som jeg kender og det kommer til familien, og hvis nu at jeg nogensinde kommer til at sige det til nogen, og så videre og så videre. Der er nogle der holder afstand, af frygt for om de overhovedet kan stole på mig,’ fortæller Babar Siddiqi.
Etablering af muligt kursus
Babar Siddiqi har en konkret løsning til, hvordan man bedre kan informere de muslimske familier, for mange af problemerne starter der. I 2007 blev der oprettet et kursus, som uddannede nøglepersoner inden for det sundhedsfaglige felt med anden etnisk baggrund inden for afhængighedsproblematikker. Kurset sluttede efter blot otte uger, og han ser gerne, at det oprettes igen.
‘Jeg er helt sikker på, at jeg ville gå den vej. Det er der ikke nogen tvivl om,’ siger Babar Siddiqi.
Anna Overlund, socialordfører i København (SF) ser gerne at problemet undersøges nærmere og at der skabes løsninger der kan favne målgruppen. Dog ser hun ikke nødvendigvis at et ensidigt fokus på religion, som den rette vej, og især ikke i offentlige tilbud.
‘Det kommer også an på, hvilken rolle behandleren skal indtage. For behandleren skal ikke indtage rabbiner-imam rollen men være behandlere. Er man en autoritet, og har en samtale med udgangspunkt i religion så begynder vi netop at bevæge os væk fra sfæren der hedder offentlige behandlingstilbud. Der er jeg ikke så uenig med lovgivningen i,’ lyder det fra Anna Overlund (SF)
Jens-Kristian Lütken (V) i København borgerrepræsentation er positiv overfor forslaget, og han vil gerne være med til at undersøge det nærmere.
‘Der er meget lidt viden om det, og det er meget tabubelagt. Men da jeg sidder i socialudvalget, kan jeg i hvert fald tage det op, og prøve at finde ud af hvor mange der er. Jeg vil se på, om man ikke skal genoplive den her indsats igen,’ afslutter Jens-Kristian Lütken (V).
Nyt kapitel
Yasin Yildiz kigger rundt på Istedgade. Det er første gang, han har været her, i de tre år han har været clean. Som var det stadig rutine, udpeger han misbrugere og pushere, imens han ruller sin smøg. Gaderne er de samme, stederne er stadig fyldte, og desværre er nogle af menneskerne der stadig. Men Yasin er kommet videre, og han bruger sin egen erfaring til at hjælpe andre som behandler på Kongens Ø i det nordlige Sjælland.
‘Jeg synes, det er et meget givende job, det jeg har. Ikke nok med at jeg giver det, jeg har lært videre, men samtidig udvikler jeg også mig på mange områder. Livet… heh, altså at hjælpe andre mennesker, det er sgu pissefedt. Nu har jeg fået noget af samfundet, nu vil jeg gerne give noget igen. Måske min måde at komme igennem det her, ik’ ogs?,’ siger han med et skævt smil.
I solskinnet og med et smil på læberne, er det svært at se, hvad Yasin er gået igennem – også selvom hjemmerullet til smøgen falder ud af lommen på ham.