Ti år uden diagnose: »Jeg synes forsvaret har svigtet ham«

Siden sin første udsendelse til Afghanistan i 2011 har Martin Bjarnø Hansen haft symptomer på PTSD. Først i 2021 blev han diagnosticeret. Det har medvirket til depression og stress for hans kone, Cæcilia Kjer Hansen, der har måttet kæmpe for forholdet og familielivet uden at vide, hvad der var galt, og hvor der var hjælp. 

Af Markus Valentin og Anders Jønsson

Det er dag. Det er aften. Det er ligegyldigt. Cæcilia og Martin Hansen sidder i deres køkken nær Viborg. De ænser ikke deres omgivelser. Deres sfære dækker kun over de to stole ved køkkenøen. »Alt virker håbløst,« siger hun. Hun er lige gået ned med depression og stress. »Ja, det er håbløst, og det bliver ikke bedre,« siger Martin og bevæger sig væk fra samtalen for at lukke sig inde i et værelse for sig selv. 

Han har PTSD fra sin tid i Afghanistan, men han ved det ikke endnu. Året er 2020. Et halvt år før det sammenbrud, der får Martin til at indse, at han har PTSD.

En romance gennem telefonen

Cæcilie mødte Martin i 2013, to måneder før hans anden udsendelse til Afghanistan. På det tidspunkt boede hun på et værelse i Aarhus på Skjoldhøjkollegiet. Hun havde et fast skema med undervisning, faste aftaler som madklub på kollegiet, træning med veninderne, men vigtigst af alt en aftale med Martin kl. 17 hver aften. 

Her lå hun på sin seng med en gammel rød Nokia på brystet. Hvis hun havde timet det rigtigt, havde hun lavet aftensmad, som hun sad og spiste imens. Det forstyrrede lyden så meget, at Martin en dag i Afghanistan bestilte et headset over nettet til hende, så hun kunne spise og snakke, uden samtalen blev forstyrret af tallerkenernes klirren. Selvom de begge mener, at de kun var venner dengang, så talte de sammen i tre timer hver aften. 

»Jeg tænkte rigtigt meget på Martin. Nogle dage kunne han ringe og sige, at han nok ikke kan tale i noget tid, og så blev jeg helt vildt nervøs for, om der skete ham noget. Jeg havde mareridt, hver gang jeg vidste, at han var uden for lejren. Hvis ikke han ringede, tænke jeg på ham i en kiste.«

Symptomerne kommer snigende

Parret var begge i midten af tyverne, og da Martin vendte hjem, flyttede de sammen nær Viborg. Symptomerne fra PTSD’en påvirkede deres liv på flere måder. Martin havde svært ved at være til stede med familien. De daglige pligter stod Cæcilia som udgangspunkt for, også når de med årene blev forældre til to børn. Hvis der blev tabt en genstand på gulvet, gik han i kampberedskab. Indtrykkene og signalerne fra hjernen kom som maskingeværskud, han ikke kunne kapere. Det gjorde at han ofte trak sig ind på et værelse for sig selv i flere timer af gangen. 

En dag, hvor de havde fundet tid til sig selv, havde sygdommen været med som ubuden gæst. I deres ufærdige køkken havde de planlagt en aften med vafler og is uden børnene. Martin havde glædet sig. Cæcilia havde glædet sig. Intet kunne ødelægge aftenen – lige udover at vaflerne brændte på. Martin eksploderede og råbte ad Cæcilia. »Det er fandme utroligt, at hun ikke kan styre noget så simpelt som vafler,« tænkte han. Hun fandt sig ikke i det, og råbte tilbage. Til sidst gav Martin op, og sagde tak for i aften.

I 2015 besluttede Martins forældre, der dengang boede i Qatar, at holde jul i Danmark. Her oplevede de, at han brugte det meste af tiden på sit værelse og kun kom ud, da de tvang ham. Cæcilia stod alene med en otte måneder gammel søn og en ny hundehvalp. Det er først, da Martins mor fik indblik i deres hverdag, at det gik op for Cæcilia, at alt ikke var som det burde være i deres forhold. Dog går der yderligere fire år og otte måneder før samme klarsyn rammer Martin.

Nedsmeltning på glædesdag
Det er august 2020, og én af Martins gamle soldaterkammerater skal giftes. Udendørsvielsen i præstegården er rykket videre til den lokale kro, hvor de vælter sig i fin mad og god vin. Talerne går på tur, og de når til brudgommen. Verden lukker sig om Martin. Brudgommens tale handler ikke om sin nye hustru, men om det traume han og Martin bærer hver dag. Han taler om, hvordan han altid er kampberedt, hvor meget konen har skulle gøre for at hjælpe ham med alt fra børnene til de huslige pligter. Det bliver mere og mere rammende, men den eneste forskel er, at brudgommen har PTSD, og det har Martin ikke.

På vej hjem fra brylluppet kører Martin på motorvejen. Det bimler og bamler i hans hoved, og han begynder at hallucinere. Familiebilen bliver forvandlet til en pansret mandskabsvogn. Han befinder sig i Danmark, men alle hans sanser er tilbage i Afghanistan. Da han kommer hjem, står Cæcilia i deres køkken og smører rugbrødsmadder til børnene. Han omfavner hende, i hvad Cæcilia beskriver som verdens længste kram. »Jeg tror, jeg har PTSD,« siger han. Solen skinner ind i køkkenet på parret og glædestårerne på Cæcilias venstre kind. »Det tror jeg også,’ svarer hun.« Nu får de et sprog til at beskrive deres problemer med.

Militært svigt

I dag sidder Cæcilia i Viborg ved sit spisebord. Hun tager en dyb indånding, før hun lader sine tanker om forløbet med Martins PTSD og hendes egen nedtur med depression og stress komme til udtryk. Hun tænker tilbage på, hvad forsvaret kunne have gjort for, at hverken hende eller Martin skulle stå i hvert deres sammenbrud før de fik hjælp og støtte. 

»Jeg synes at forsvaret har svigtet ham,« fortæller hun.

»Jeg er ikke sur over, at der ligger et ansvar på familien. Jeg er sur over, at jeg ikke blev gjort klar over det. Hvis jeg vidste, at jeg skulle opfange signalerne, så ville jeg have det okay med det. Så kunne jeg kigge efter det, og så havde det ikke udviklet sig så meget. Det er urimeligt overfor ham og hans børn, overfor mig og hans familie.«

Når danske soldater vender hjem fra udsendelse, skal de udfylde et spørgeskema om, hvordan det står til med deres hverdag og psyke, og et år efter skal de til en individuel psykologsamtale. Det er ifølge Martin og Cæcilia problematisk, da der er soldater, der gerne vil fortsætte en karriere i forsvaret. Martin fortæller, at det er almindeligt, at der pyntes på virkeligheden, i frygt for at blive erklæret uegnet. Her ser Cæcilia gerne at partneren bliver inkluderet i den proces. 

Den kritik nikker formanden for Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Pedersen, genkendende til. Han mener, at forsvaret mangler en kommunikationsplatform til at nå ud til veteranernes partnere ét, fem, og ti år efter udsendelsen. Hvis man sender en indkaldelse om et informationsmøde om PTSD i e-boks til veteranen, er det ikke sikkert, at veteranen vil være motiveret til at dukke op eller tale med sin partner om det, hvis ikke han selv mener, han har et problem. 

»Forsvaret laver en før, under og efter (samtale), hvor soldaterne tænker ‘det er jo aldrig mig, der får de symptomer,’ så dem noterer de sig ikke. Forsvaret mangler at tage ansvar for de veteraner, der måske nu er på deres tredje hustru siden udsendelsen. Dé pårørende har de samme problemer som Cæcilia.«

I et skriftligt svar fra Veterancentret, der hører under Forsvaret, skriver de:

»Vi er afhængige af, at soldaterne er ærlige om, hvad de oplever. Heldigvis er det ifølge vores opfattelse ikke længere tabuiseret, som det måske var, hvis vi går ti år tilbage, at tale med en psykolog. Soldaterne undervises i operativ stresskontrol, og får en guide, de kan have i deres uniformslomme, så de kan genkende tegnene og reagere på dem.«

Tilbage ved spisebordet i Viborg sidder Cæcilia med guiden i hånden. Den kom Martin hjem med og satte på køleskabet før han blev diagnosticeret. Hun kunne ikke bruge den til noget dengang, da det var svært at skelne mellem, hvor symptomerne startede og Martins personlighed begyndte.

»Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne bruge den til noget, når der ikke er nogen form for undervisning eller yderligere forklaring om guiden.«

En familie i behandling

Martin og Cæcilia er begge i psykologforløb gennem veterancentret. Martin har trukket sig ud fra sit værelse, både ud til familien og ud i den større verden. Gennem et tiltag i Viborg kommune mødes han ugentligt i en Tipi sammen med andre veteraner. Her taler de om stort og småt over en bålplads i midten. Cæcilia føler, at der mere kontrol over hverdagen, og nyder endelig at se fremskridt. 

Familien overvejer at skrive en pjece til andre pårørende. Et værk som giver den information og de redskaber, de selv gerne ville have haft, videre til folk, som kan drage nytte af det. 

Sygdommen vil sikkert aldrig forsvinde, men dag for dag lærer de mere om, hvordan man lever med den.

»Jeg tror og håber, at vi står et sted, hvor PTSD’en er en følgesvend, man har lært at leve med, mere end en commander.«